RUM
I de år hvor digtene til RUM blev til, arbejdede jeg stadig med stemmen som sanger, koncentreret omkring krop, vejrtrækning, klangrum. Ofte fik jeg sproglige syner. Når jeg skrev dem ned, var det digte. Opfattelsen af RUM, indre, ydre. Samspillet mellem dem. Digtene udgør tredje del i samlingen, DIGTE I FLERE RETNINGER, for nu at starte bagfra. Mellemdelen består af GEOMETRISKE DIGTE, hvor jeg nedskrev et oprør mod gængse forestillinger. De første digte, KOLORATIONER, blev til på store ark papir. Her hentede jeg digtene med pensel og farver i hastige, næsten hidsige bevægelser. Digtet nederst på siden var det første. Da jeg efterfølgende konverterede dem til anvendeligt format, var det VERSALER der kom tættest på det oprindelige udtryk. Hele samlingen er trykt med versaler, så digtene får en skulpturel placering, en visuel fornemmelse af RUM.
Min debutdigtsamling RUM fra 1983 blev anmeldt i Information af Hans-Jørgen Nielsen:
“… En anden af efterårets Gyldendal-debutanter, Mette Kappel, er derimod fra begyndelsen i besiddelse af egenrådighedens mod.
Hun ligner ikke ret meget andet, lader sig ikke sætte på noget hold overhovedet. “Rum” hedder hendes tynde digtbind, hvor universet et sted kaldes for en “rummelig tidsmaskine”. Det skal med tanke på bogens hele anlæg og titel, sikkert også tages helt bogstaveligt. I betydningen “rumlig”. “Geometriske digte” hedder et helt afsnit ligefrem: Det er et særpræg ved denne debutant, at hun gennemgående skriver sig til abstrakte tids-og rumforhold. Til nu overfor da. Før overfor efter. Foran overfor bagved. Forgrund overfor baggrund. Osv.
UNIVERSET
EN RUMMELIG
LIVSMASKINE
ÅRGANG
UENDELIG
BAGUDREGNET
VIPPER
OS AF
FORUDREGNET
ET STED MELLEM
NU OG ALTID
Således udfoldes synsmåden i det lille digt om universet som en rum(me)lig livs-maskine i den VERSAL-skrift, hele bogen betjener sig af. Og “synsmåde” skal her også opfattes meget håndfast. Kroppens sted er gennemgående fikseret ud fra øjet, blikket. Således i denne tekst:
FRA BUNDEN
MEDDELER
ØJNENE
AT VI SKIFTER
OG GÅR FRA BAGRUM
TIL FORRUM
OM EN INDBYGGET
MIDTPUNKTS
REGULATOR
LUFTENS
BÆRENDE UDTRYK
FOR LIV
Dette oplevelsesleje, der kan té sig som et hjørne af Husserls filosofiske fænomenologi, afsætter i sig selv en vis svimmel fascination. Men, som det turde være fremgået af citatet, sproget går ikke rigtig selv i svæv. På det plan bliver det i værste fald til noget forknuget ordfnulder. Nogle gange lykkes det imidlertid også dér. Især i lidt længere tekster, med mere genstandsmæssig substans. Således i optaktsdigtet. Det er et billede. Men det er samtidig et tomt, hvidt ark, hvor den skrivende pen ikke giver sort fra sig. Den “hvidter” bare, siges det. “MENS VI VENTER/ALENE I DETTE BILLEDE DER KAN ANES/PÅ BAGSIDEN/HVIS DU VENDER DIG OM.” Teksten foran dig forsvinder, men angriber dig samtidig bagfra som en skygge. Det er Mette Kappels højst originale version af et stort, esoterisk tema i århundredets modernisme: Det nærværende fravær og omvendt. Durk gennem det knortede sprog formår denne debutant at sætte perceptionens grundstrukturer i ør bevægelse.
