Anders i dråbernes land

Anders skal sove, og han falder og falder og falder …
ned i det land, hvor dråberne bor, som er alle de børn, der ikke bliver lavet.
Sammen med dråberne vandrer han langt ind i landet, hvor alt er anderledes end det, han kender.
Hvordan kommer Anders hjem igen, og hvad er der sket, mens han var væk?

En poetisk fortælling for børn og voksne.

Hvordan far?
En småbørnsfamilies opfattelse af forplantningens mysterium,
set i lyset af drømmenes verden
Anmeldt af Bitte Christensen (Tårnby Bladet):

Mette Kappel har endnu engang begået en børnebog:
’Anders i dråbernes land’. Illustreret med inspirerende forside
og børnevenligt design.
Her tæt på lillebrors fødselstidspunkt inspireres Anders,
snart storebror i starten af skolealderen, til at
få en nærmere forklaring på sin egen start i livet.
Far gør, efter at have afsluttet den obligatoriske godnathistorie,
et helhjertet forsøg på at give sin søn et oprigtigt og filosofisk
svar på dette svære spørgsmål.
Spørgsmålene griber om sig, og til sidst kommer mor og
siger ’Godnat’ til sin trætte dreng.
Men nu tager drømmen over og bygger videre på fars svar
på forplantningens fantastiske verden – Anders kommer til
’Det hvide land’ og føler sig omgivet af små dråbelignende
skikkelser, der øverst oppe har en ringlende klokke.
I drømme kan alt jo ske, og Anders kan fint kommunikere
med de små dråber; de bliver flere og flere, der ligner orme,
når de lægger sig ned. Først synes der kun at være et stort
tomt rum, men så dukker forskellige landskabers formationer frem,
der må forceres af Anders og hans drømmevenner. De fortæller,
at de er de ufødte børn … og Anders skal bare følge med dem …
Det bliver en lang rejse med mange krævende og grænseoverskridende
oplevelser. Beskrevet over mange sider og som højtlæsningsbog,
ville det nok være givtigt at krydre drømmesbeskrivelsen med flere,
gerne farveglade illustrationer.
Efter en kæmpe bedrift vågner Anders og nu må han og mormor
skynde sig til fødeklinikken.
Hov, hvem møder Anders nu?? Far bliver desorienteret over sin søns
reaktion på at være blevet storebror!
Og mon ikke forældre og søn har spørgsmål at stille hinanden også
fremover. I bedste fald udgiver Mette Kappel
flere spændende, realistiske fortællinger – krydret med en livlig fantasi
– til glæde for småbørns glubende appetit på at forstå verden.

Sideantal: 48
Udgivelsesår: 2019
Forlag Brændpunkt
Indbinding Hardback
ISBN/EAN / 9788793835252

Af Elisabeth Grethe Gertz Olsen
Skribent
10 Feb.20
ANMELDELSE
ANDERS I DRÅBERNES LAND AF METTE KAPPEL

Kappel og Gjerding formidler undfangelse og skabelse på en opfindsom måde, der efterlader læseren med en forundring over livets mirakel – hvor enestående det er, at hvert enkelt menneske er præcis, som det er.

Det er smukke overgange og beskrivelser, der sammenbinder fortællingen om Anders, som snart skal være storebror og som derfor sætter spørgsmål ved sit eget ophav og sin egen væren. Anders undrer sig over, hvor han ville være, hvis det havde været en anden sædcelle end dén specifikke, der nu engang trængte ind i morens æg og blev til netop ham.

Fra spørgsmålene falder Anders bogstavelig talt i søvn – og lander blødt i et hvidt land, ”dråbernes land”. Herfra tager hvide, dråbeformede skikkelser Anders med på en rejse gennem et fantasifuldt landskab. Anders opdager, at ”alt er anderledes”, men er alligevel overbevist om, at han ikke drømmer.

Der bliver skabt skæringspunkter og opbrud mellem drøm og virkelighed – mellem det vi kan se og ikke kan se. Det er ikke kun handlings- og opbygningsmæssigt, men også på symbolsk vis med farver: Anders er fra ”alle farvers land” i modsætning til dråbernes hvide, farveløse land.

Som læser bliver man opmærksom på, at selvom nogle ting måske ikke kan skimtes med det blotte øje, kan de være eller føles lige så reelle, som dem, der kan ses. Man får også en fornemmelse af at være forbundet med andre mennesker, ligesom Anders, der ser, at: ”Alle børn ser forskellige ud og har forskellige farver, men de kommer alle fra det samme hav”.

Fortællingen er undervejs illustrereret på en fin måde af Kirsten Gjerding. Det gælder billeder af parallelverdenen, Anders lander i, men også bogens sidste billede, hvor der er formet et hjerte af, hvad der kan ligne fingeraftryk – som derved understreger ethvert barns unikhed.

Bogen egner sig som højtlæsningsbog for de 5-7-årige eller som en letlæsningsbog for større børn. Den er velegnet til at give en pædagogisk forklaring på forplantningsspørgsmål eller det eksistentielle spørgsmål, Anders stiller i bogens begyndelse: ”Hvorfor blev det lige netop mig, I fik?”. Dens poetiske lag gør samtidig, at den også vil kunne betage de voksne, som læser med på sidelinjen.