Ciao Bella
“Ciao Bella” skrev jeg på et tidspunkt, hvor jeg savnede Rom og ikke havde mulighed for at rejse derned. I stedet sendte jeg Bella og hendes veninde Simone. Sådan kunne jeg på samme tid gense byen og vise den frem for mine læsere. Jeg skrev en spændingshistorie ind i forløbet, realistisk fortalt, som den godt kunne foregå i virkeligheden, lod pigerne møde et par italienske drenge og blive optaget af dem, men havde ellers som overordnet plan at lege med forskellige sprog i bogen, dansk, engelsk, italiensk plus et fjerde, som bliver opfundet i mødet med en jævnaldrende romapige der uretfærdigt beskyldes for tyveri. Som i “Du er sej, Karoline!” er det uretfærdigheden der får pigerne i “Ciao Bella” til at handle, fri af voksne fordomme.
En lektørudtalelse fra bibliotekerne omtaler bogen sådan her:
