Havblik

Mit første sceniske stykke “Havblik” blev til med støtte fra Statens Kunstråds Litteraturudvalg og var oprindelig tænkt som radioteater eller som tekstlig bund i en musikalsk struktur, fordi jeg arbejdede med stemmer: FØRSTE KVINDE, ANDEN KVINDE, FØRSTE MAND, ANDEN MAND – en slags sopran, alt, tenor, bas. Jeg skrev replikkerne med en fornemmelse af at sproget skulle slankes. Det blev det, da min underbo, skuespiller og instruktør Kit Eichler, læste teksten og hjalp mig med at se og skære til. Stykket er absurd og består af 13 billeder. Ud over de fire nævnte personer optræder der en chauffør, en cyklist og en politibetjent samt en mandsstemme, som kun FØRSTE KVINDE kan høre, men som har en vigtig rolle. Hovedpersonerne sidder i en bus som om de sover. En trafikulykke vækker dem og udløser tilbageblik og spring i tid med erindringer om kærlighed, liv og død. Da “Havblik” var færdigt, sendte jeg stykket til det tidligere Caféteater, i håb om at få det med på en Reading. Det fik jeg, og tilbragte en inspirerende og lærerig uge med de 7 skuespillere og Madeleine Røn Juul som instruktør.